Om søvn
Søvn er en mærkelig tilstand som altid har forundret mennesker. Når man sover er man ikke ved fuld bevidsthed, reagerer ikke umiddelbart på hændelser i omgivelserne, men man kan dog vækkes – mere eller mindre let - afhængig af hvor dybt i søvnen man var. Dette er en enkel beskrivelse af hvordan de fleste mennesker oplever deres egen søvn eller andre der sover. Tidligere opfattede man søvnen som en passiv tilstand hvor kroppen og hjernen hvilede. De sidste 50 års søvnforskning har imidlertid helt ændret denne opfattelse. Søvnen er en meget kompleks, men generelt energibesparende tilstand. Visse faser i søvnen er dog lige så energikrævende, som når man er vågen. Tekniske fremskridt og nye undersøgelsesteknikker har medført at man nu supplerer den observerede søvntilstand med en fysiologisk undersøgelsesteknik også kaldet polysomnografi.

Vil du vide mere om søvn

 

Hvorfor er det vigtigt med god søvn ?
For at fungere optimalt når man er vågen om dagen, behøver de fleste voksne mennesker ca 8 timers sammenhængende god søvn om natten. Der er dog nogle der kan klare sig med mindre, somme tider ned til 5½ - 6 timer mens andre behøver 9 - 10 timer. de fleste har oplevet hvordan det er ikke at have sovet godt eller tilstrækkeligt en eller flere nætter. Man bliver i halvdårligt humør, let irritabel, husker dårligt, har svært ved at koncentrere sig, kan fare op over bagateller, kan ikke klare stress eller ydre pres lige så godt som på almindelige dage.

Hvis man i længere perioder får for lidt søvn eller, hvis kvaliteten af den søvn man får er for dårlig, kan disse symptomer forstærkes. Immunforsvaret kan forringes og medføre øget forekomst af lettere infektioner.
Mange topsportsfolk lever efter dette. For at fungere godt og præstere sit yderste i krævende konkurrencesituationer sørger de for at få tilstrækkelig og god søvn inden en afgørende match.
Denne erfaring kan alle drage nytte af. Giv dig selv den tid du behøver for at få en god nats søvn - hver nat.

Mere om søvn.
ScanSleeps 10 råd om god søvn

 

Følgerne af for dårlig eller utilstrækkelig søvn

Søvnighed eller træthed kan vise sig på mange måder og være mere eller mindre udtalt. Alle har oplevet ikke at have sovet nok en enkelt nat. Man føler at man ikke kan præstere sit yderste, man er lidt sen i optrækket, ikke så koncentreret, glemsom, kan være i dårligt humør, er ikke lige så tolerant over for livets små irritationer som normalt.

Er det bare enkelte dage at man kan opleve dette og man har en forklaring til hvorfor søvnen var dårlig er der ikke tale om nogen sygdom. Men er det flere dage i træk i en længere periode (mere end 3 uger) er der tale om unormal træthed eller det som på engelsk betegnes Excessive Daytime Somnolence, EDS.

Der kan være tale om mere udtalte træthedssymptomer således at den pågældende reagerer utilstrækkeligt i forskellige situationer.

Dette kan give anledning til at det sociale samspil på arbejdspladsen eller hjemme fungerer dårligt. Det kan medføre at den pågældende kan begå fejl ved udførelsen af sit arbejde og i værste fald ved maskinbetjening være årsag til ulykkeshændelser, som kan gå ud over den pågældende eller i alvorlige tilfælde også medføre skade på andre. Nogle patienter med unormal søvnighed-træthed risikerer at miste arbejdet pga dårlige præstationer eller fejl.

Også privatlivet kan påvirkes af kronisk unormal søvnighed-træthed. Det er svært at leve med en person som er glemsom, har nedsat koncentrationsevne, er sur eller irritabel og som falder i søvn ved selskabelige sammenkomster. Mange patienter med unormal søvnighed-træthed kan beskrive alvorlige ægteskabelige problemer og i nogle tilfælde er det en medvirkende årsag til skilsmisse.

Unormal søvnighed-træthed kan skyldes dårlig søvnhygiejne, at man ikke sørger for at give søvnen den tid og ro som behøves eller at der i omgivelserne er forstyrrende elementer. Det kan dog også skyldes egentlige søvnsygdomme såsom insomni, snorken med "Upper Airway Resistance Syndrome", søvnapnø, skifteholdsarbejde eller døgnrytmeforstyrrelser.

 

Power Napping

power Nap - en kort lur midt på dagen

  • kort, højst 20 minutter
  • ikke for sent på dagen
  • kan ikke erstatte en ordentlig nattesøvn

Læs mere om power napping.