Hvad er obstruktiv søvnapnø?

En obstruktiv søvnapnø er en pause i vejrtrækningen på mindst 10 sekunder pga. obstruktion (spærring) af de øvre luftveje, som mindsker iltkoncentrationen i blodet på mindst 4%.

Blokering af luftvejene

Hos nogle snorkere er modstanden mod indåndingen så stor, at indåndingsundertrykket suger svælgets vægge sammen, hvorved luftvejen blokeres – obstrueres. Hvis svælget obstrueres, suges der ikke luft ned i lungerne, og den sovende risikerer at blive kvalt af obstruktionen. Den sovende forsøger hele tiden at trække vejret med kraftigere og kraftigere åndingsbevægelse, samtidigt med at ilten i blodet forbruges.

Kraftige snorkelyde og -indåndinger

Når iltkoncentrationen falder, går der signaler til hjerne, så den sovende vækkes af søvnen, musklerne får større spænding, og svælget får sin stabilitet tilbage og åbner sig. Der kommer en eller flere kraftige snorkende indåndinger. Efter nogle indåndinger er blodets iltindhold igen normalt, og personen falder i søvn igen. Svælget mister sin stabilitet, og der kan opstå obstruktion igen.

Nyhedsbrev